Carrie Soto vender tilbage

Af Taylor Jenkins Reid, 386 sider, forlaget hr. Ferdinand

Anmeldt af:Tenna Sysler

juni 4, 2023


Hvad skal der til fysisk og mentalt for at skrive sig ind i verdenshistorien som den mest vindende tennisspiller nogensinde? Det ved Carrie Soto alt om, for det var hun, indtil hun indstillede sin karriere for fem år siden. 

Dengang var hun uovertruffen og ambitiøs i en grad, der gav hende det lidet flatterende øgenavn Damptromlen. Hun vandt alt, sekunderet af hendes personlige trænere Javier og Lars.  

Javier, kaldet Jaguaren, er også Carries far og har selv en fortid som en fremragende tennisspiller. Men det er Lars, der bringer hende det sidste stykke til toppen. Og for at nå dertil fyrede hun med sikker hånd sin far. Livet bestod af tennis og nederlag var ikke en mulighed.

Nu er Carrie blevet 37 år, og årene efter karrieren, har ikke ændret nævneværdigt på hendes liv. Det handler om tennis og mest af alt om at vinde og forblive verdens mest vindende tennisspiller. Derfor er der heller ikke langt fra tanke til comeback, særligt da hun oplever den yngre tennisspiller Nicki Chan være tæt på at overtage Carries legendariske rekord.

Vil det lykkes for Carrie at generobre titlen? Har hun styrken til det mentalt og fysisk? Og vil der være plads til de overraskende venskaber og den kærlighed, som måske kunne vise sig på vejen?Carrie og hendes far kaster sig beslutsomt ind i den kamp, der en gang for alle skal cementere hvem der er og bliver verdens mest vindende tennisspiller.

Lad det være sagt med det samme, ja der er rigtig meget tennis i bogen. Men tro mig, det er både spændende og rørende. Bogen kan bestemt noget selvom du ikke er tennisfan. (At vi lige nu har gode danske tennisspillere, der markerer sig fremragende på verdensplan, medvirker endda til at bogen får endnu en dimension).  

Der er en interessant beskrivelse af far og datter forholdet i med-og modgang og hvordan Carrie trænes mod målet i hendes opvækst. Og igen i hendes voksenlivs-comeback. 

Det er spændende at følge Carries udvikling, hendes vindermentalitet og det stof en eliteidrætsudøver udgøres af med de afsavn, det uundgåeligt medfører.

Vi tages med til kampe i Australien Open, French Open, Wimbledon og US Open og helt ind på banen hvor den ældre Carrie forsøger at genvinde Grand Slam titlerne mod de yngre tennisspillere. 

Kan erfaring overgå hurtighed? Som læser holder man vejret og læner sig helt frem på tilskuerrækken. Kan hun vinde det hele igen? Og hvis ikke har livet så overhovedet noget at byde på?

 Bogen er fiktion, men med referencer til tennissporten og nulevende spillere. Der er enkelte unøjagtigheder i forhold til spillet, har en tennis kyndig læser gjorde mig opmærksom på. Men det er ikke ødelæggende for den gode historie, og bortset fra det er hele bogen meget realistisk. Lige fra forberedelser til kampe og turneringer. 

Vi er med Carrie hele vejen i hendes inderste tanker både på og udenfor banen. Det er ikke uden grund hun kaldes Damptromlen. Til trods for det holder man både med og ikke mindst af hende. Vindermentalitet kræver, at man er klar til at gå hele vejen og det er utvivlsomt at et liv som eliteidrætsudøver koster på alle plan.

Mellem tenniskampene i bogen bringes uddrag fra aviser, magasiner og sportskommentatorer. Meninger og holdninger, der ikke altid er lige kloge, men som sammen med bogen i øvrigt giver en ekstra vinkel.

Jeg var ikke tennisfan før jeg læste bogen. Er jeg så blevet det nu? Nej, nok ikke, men min nysgerrighed er blevet vakt. Og næste tenniskamp i TV ved jeg, at jeg kommer til at studere med helt andre øjne. Carrie Soto og forfatteren er jeg imidlertid helt sikkert fan af.

Læs den: hvis du er tennisfan, med lyst til et fiktivt indblik i sporten. Og læs den fordi det bare er en god historie - også selvom du ikke er tennisfan.


Andre bog anmeldelser: