Et skoleskyderi har lige fundet sted på et gymnasium i en velhavende forstad til Stockholm. Midt i det kaotiske klasseværelse sidder 17-årige Maja Nordberg på gulvet med sin døde kæreste Sebastian i skødet.
Tæt ved sidder Amanda, Majas veninde, død op ad væggen. Maja selv er eneste overlevende uden så meget som et blåt mærke. Alt dette sker på den første side i bogen.
På næste side er vi ni måneder længere fremme ved begyndelsen af retssagen mod Maja Nordberg, der står tiltalt for medvirken til drab. Er Maja en iskold skoleskyder eller er hun et offer? Resten af bogen kredser omkring det og forløber i to spor. Tiden før skoleskyderiet og efter i retssalen.
Maja og hendes venner, er vokset op i et overklassemiljø med penge, fester og stoffer. Et miljø, hvor forældre kan være både fraværende og uvidende.
Her møder Maja og Sebastian hinanden. De bliver kærester. Alt er godt eller? Bliver det starten på et planlagt skoleskyderi?
I retten følger vi udover selve retshandlingerne med anklageren, forsvarende og tilhørerne også med i den tid, som Maja har tilbragt i fængslet. Både anklager, medier og Maja selv har dømt hende skyldig inden retten er sat.
Den her bog rummer SÅ meget. Spænding til sidste side. Skyld. Svigt. Kærlighed. Forældre og børns forhold i en masse gode miljøbeskrivelser. Det er også genialt af forfatteren, at lade det meste af fortællingen foregå gennem Majas observante øjne.
Læs den; hvis du godt kan lide retssalsdramaer, hvis du kan lide spænding og hvis du er klar til en bog, der kryber ind under huden og er svær at få ud igen.
Bogen er i øvrigt filmatiseret under navnet Quicksand og findes på Netflix. Den er faktisk også anbefalelsesværdig.
Størst af alt
af Malin Persson Giolito, 409 sider, Gyldendal
Anmeldt af:Tenna Sysler
december 2, 2022