Afternoon tea på fuglefødder i Køge

Forfatter:Tenna Sysler

april 2, 2023


Lidt gemt bag alt nybyggeriet på Søndre Strand i Køge finder du Cafè Le Jardin. Nærmere bestemt på Strandpassagen 4L. Lidt gemt ja, men har du først fundet den, glemmer du den ikke. 

Der er smæk på farverne fra det øjeblik, du træder ind ad døren til Cafè Le Jardin. Masser af blomster og flere fugle heriblandt en pink flamingo pryder vægge og borde. Have associationen er ikke tilfældig, hvad cafeens navn også indikerer (Le Jardin betyder have på fransk). Læg hertil små finurligheder og detaljer i indretningen, hvor stole, sofaer og borde er placeret i små grupper i stueplan og på første sal, så har du en cafe, der emmer af hygge og lyst til at blive.

Og så er der afternoon tea, der matcher cafèen til fulde. Maden serveres på opsatser med fuglefødder og drikkevarerne på gammeldags blomstret porcelænsstel med tilhørende kande.

Le Jardins afternoon tea er en fryd både for øje og mund. Vi begynder nedefra med den første opsats.  Her ligger delikate, mundrette sandwiches med f.eks. laks eller rejesalat side om side med sprøde scones med lemoncurd og marmelade. Petite og lige tilpas, så man ikke er overmæt, når man fortsætter til den øverste opsats. 

På den øverste opsats kommer vi helt op på fugle fødderne bogstavelig talt. Her befinder sig nemlig de mest udsøgte tapas kager. Pyntet efter alle kunstens regler med spiselige blomster og guld. Og med smag af chokolade, bær og karamel for bare at nævne nogle. Lækre konsistenser og smage, der nærmest smelter på tungen.

Til de spiselige lækkerier serveres varme drikke i form af kaffe eller te. Udover de mere traditionelle smage, kan du f.eks. prøve deres grønne frugthave te eller Havens pink latte.

 Og så kan der suppleres med bobler og cocktails. Sidstnævnte er ikke traditionelt  tilbehør til afternoon tea, men det er bestemt anbefalelsesværdigt, har jeg hørt fra en “ven”.  

Udover den skønne afternoon tea byder cafè Le Jardin også på morgenmad, frokost-sandwiches, kager i alle afskygninger f.eks. talkager, uovertrufne fastelavnsboller (se mere her) samt kage tapas. Hvis du vil bestille kagerne ud af huset, kan det også lade sig gøre.

Alle Le Jardins kager, hvad enten det er til afternoon tea eller kage tapas, er så tilpas i størrelsen, at det er unødvendigt at vælge. Der er plads til at smage det hele uden at blive stopmæt, siger samme “ven”.

 På Café Le Jardin giver de udtryk for, at de ønsker at forkæle alle gæsternes sanser. Og dèt gør de til fulde.

Du behøver ikke bestille bord på Cafè Le Jardin, men hvis du ønsker afternoon tea, skal du bestille det på forhånd.

Andre afternoon te og kager: