Hvad har rockstjernen Gary, husmoderen Ailish, forretningsmanden Brandon og den pensionerede sygeplejerske Katie mon tilfælles? Svaret hænger sammen med det irske mødrehjem Carrigbrack.
I 1970érne var det kutyme i Irland at sende unge, helt ned til 14 år, ugifte, gravide kvinder væk til mødrehjem.
I tilbageblik på Carrigbrack møder vi Patricia. Patricia er hendes dæknavn, for kvindernes identitet tages fra dem, det øjeblik de kommer til mødrehjemmet.
Carrigbrack drives af nonner, der for en stor dels vedkommende er overbevidst om, at de gravide kvinder skal arbejde skammen af sig. Og det er ikke småting, kvinderne bliver udsat for.
Hårdt manuelt fysisk arbejde i vaskeri, køkken og marker lige til de går i fødsel. Gør de oprør, bliver de straffet med katolske bønner og afklipning af deres hår. Forsøger de at stikke af, bliver de bragt tilbage til Carrigbrack med politiets hjælp.
Og når kvinderne går i fødsel, foregår det uden nogen form for lindring.
Efter fødslen bliver de nyfødte børn også tilkendt dæknavne. Mødrene får dog lov til, uden for arbejdstiden, at amme og passe dem indtil den dag, hvor børnene fjernes uden varsel.
Bortadoptioner der foretages uden mødrenes viden og accept samt med nærmest umulige vilkår for, at børn og mødre nogensinde kan genforenes.
Tilbage til nutiden hvor vi møder Katie, pensioneret sygeplejerske og nylig enke, der beslutter sig for, at forsøge at genforene de mødre og børn, hun mødte dengang hun i 1971-72 arbejdede på Carrigbrack. Det gør hun dels med sin nieces hjælp online og dels med den æske hun har gemt på i alle årene. I æsken befinder sig børnenes identitetsarmbånd og en notesbog med oplysninger om mødrene.
Katies søgen fører til mange kontakter med nye mennesker, hvoraf nogle af dem udvikler sig til venskaber, men hun bliver også konfronteret med sin egen fortid.
Blandt de bortadopterede, og nu voksne børn, som Katie får kontakt med er Gary, Ailish og Brandon. Og herfra udfolder spændende historier sig. Vær forberedt på at komme hele følelsesregisteret igennem, når vi følger deres liv dels med de påvirkninger, det har for dem ikke at kende deres biologiske ophav og dels deres liv i det hele taget.
Kapitlerne hvor vi veksler mellem Katie, Gary, Ailish og Brandon i nutiden og Patricias historie i fortiden er godt tænkt af forfatteren. For man kan ikke undgå at blive nysgerrig, som læser. Man er liige nødt til at læse et kapitel mere.
Hvad kommer der til at ske med personerne? Vil det lykkes at genforene dem med deres mødre? Og er det lykken? Og hvad er der med Patricia?
Det her er en bog, der giver anledning til eftertanke. Bogen er fiktion. Carrigbrack og personerne er opdigtede. Bogen er imidlertid baseret på virkelige begivenheder i Irland, hvilket kun gør den bedre.
Det er barsk læsning og rystende at tænke på, at det foregik i 1970érne og ikke en fjern fortid for flere hundrede år siden.
Når du har læst denne skønne bog, vil jeg anbefale dig også at læse forfatterens efterord. Her fremgår det blandt andet, at Irland ikke var det eneste land, der sendte ugifte, gravide kvinder væk på institutioner, men omfanget var overvældende.
Læs den: hvis du vil tilegne dig viden om en mørk periode i 1970érnes Irland. Og forbered dig på en bog, der gør indtryk.