Kvindelige spioner. Den franske modstandsbevægelse. Naziforbrydere, der undslipper rettergang og flygter til Sydamerika. Det er under og efter anden verdenskrig og uhyggeligt spændende.
De kunne næsten ikke have mere forskellig baggrund, de to teenage-piger Josie Anderson og Arlette LaRue. Josie er mørkhåret og datter af en amerikansk diplomat og en jødisk mor.
Arlette er lyshåret, fransk og så er hun mor til Willie, der er søn af hendes romantiske forbindelse med Günther, en ung tysk soldat.
Men et tilfældigt møde, via sygeplejersken fra den franske modstandsbevægelse Thérése, fører Josie og Arlette sammen. Og inden længe bliver de blevet tætte veninder og bor med Willie i en lille lejlighed.
Det er 1943 og med udgangspunkt i deres lejlighed midt i Paris udfører de spionage for den franske modstandsbevægelse. Og dette med så stor succes, at Josie og Arlette bliver kendt som De Gyldne Duer -berømt i hele Frankrig og efterstræbt af Gestapo.
Det stadig farligere spion-arbejde og Gestapos intensiverede jagt på De Gyldne Duer er bogstavelig talt uhyggeligt spændende at læse om. Siderne vender sig selv og som læser, holder man vejret, mens man frygter, at de ikke kan blive ved med at undslippe.
Og til sidst går det heller ikke længere. En mindre fejl gør, at Josie og Arlette bliver fanget og sammen med Willie sendes de til kz-lejren Ravensbrück.
I kvinde kz-lejren bliver de og alle de andre fanger udsat for rædsler, der næsten ikke er til at begribe. Et forsøg med et Kinderzimmer, hvor Willie og Arlette anbringes blandt andre mødre og børn. Forsøg med operationer på fangerne, blandt dem Josies jødiske mor, hvis sidste timer hun overværer og meget andet grufuldt, er en del af dagligdagen i Ravensbrück.
Arlette og Josie fortsætter med at holde sammen, men det er langt fra alle fanger de kan stole på. For i kampen om overlevelse gælder alle kneb.
Med dybe ar på krop og sjæl bliver Josie og Arlette befriet fra kz-lejren i 1945.
De bevarer kontakten i efterkrigsårene, men fokuserer også på hver deres mission i henholdsvis Amerika og Frankrig. Josie, der arbejder for den Amerikanske efterretningstjeneste, vil opspore den nazi-læge, der mishandlede hendes mor. Arlette vil finde sin søn, der blev taget fra hende i Ravensbrück, men måske alligevel overlevede?
Herefter fortsætter mere hårrejsende læsning om, hvordan de værste naziforbrydere flygtede for at undslippe rettergang. En flugt med diskret hjælp fra amerikanerne og russerne i bytte for deres værdifulde viden.
En af flugtruterne Rottelinjen, beskrives også i bogen. Ad den rute blev nazister hjulpet med at flygte gennem Europa, via Rom og en venligsindet tysk præst i Vatikanet, til Sydamerika. Her levede de resten af deres liv i frihed. Ubegribelig læsning.
Og så mødes Josie og Arlette igen. Denne gang i Fransk Guyana. Hvad er det for lyssky personer, der opholder sig der? Og hvilke forsøg er det de er i gang med? Og ikke mindst er Willie der? Det sætter Josie og Arlette sig for at finde ud af.
Omdrejningspunktet er retfærdighed for De Gyldne Duer og for verden.
De Gyldne Duer er en spændende og særdeles uhyggelig murstensroman. Trods det vender siderne næsten sig selv.
Der er ikke mange happy endings. Forfatterens forsøg på at få åbnet læsernes øjne for naziforbrydere, der undslog sig rettergang, og i særdeleshed de alt for lidt omtalte historiske kvindelige spioner, lykkes til fulde.
Det er en sindsoprivende bog, man ikke lige ryster af sig. At den så også er inspireret af virkelige personer og hændelser, gør den ikke mindre interessant. (Sørg for at læse forfatterens efterord).
Læs den: for en uhyggelig, spændende fortælling om anden verdenskrigs glemte kvindelige spioner og den retfærdighed, de kæmpede for.