Dobbeltfejl

Af Anne Mette Kirk, 399 sider, Gutkind forlag

Anmeldt af:Admin

september 3, 2023


En lille privatskole. Tre 11-årige klassekammerater og deres forskellige familier. Det kunne være helt tilforladeligt. Tilsæt så en video med et tilsyneladende seksuelt overgreb de tre drenge i mellem. Deres, ihvertfald på overfladen, pæne familier og tilføj skolens kommunikation, Aula og  alt hvad det ellers indebærer. Så er det pludselig en helt anden historie. 

Mød familierne. Niels Christian, kaldet NC, en af hovedaktørerne i videoen. En dreng med adfærdsproblemer og flere skoleskift bag sig.  Men også en dreng med et potentiale til at blive et stort tennistalent. Ulrikke, enlig mor til NC. Anerkendt keramiker, men også med en trængt økonomi, der gør hende afhængig af at låne skolens værksted. I hvert fald indtil hun får sit internationale gennembrud, som hun er snublende tæt på.

Memphis, den anden hovedaktør i videoen. Også tennisspiller i samme klub, som NC, omend langt fra på samme niveau. Dahlia, teenager og Memphis ́ miljøbevidste storesøster. Anne Sofie og Morten, Memphis og Dahlias forældre, der kæmper for både at holde deres fælles likviditetsramte firma og deres utroramte ægteskab oven vande. Og så er der selvfølgelig også Mary-Joyce, den uundværlige au pair.

Robin, den tredje og sidste dreng og offeret i videoen. Storebror til to årige tvillingebrødre.  Forældrene er Antoine og Sarah. Antoine er fransk, tidligere tennisspiller og nuværende træner i samme klub, som NC og Memphis. Sarah er selvstændig jordemoder med klinik i hjemmet og ikke mindst er hun forkvinde for skolebestyrelsen.

Hvor Ulrikke og NC er udefrakommende, er Memphis og Robin´s familier en del af nærmiljøet i skolen og lokalområdet. De kender de fleste, og så har Anne Sofie og Sarah i øvrigt været nære veninder gennem mange år.

Der er nok af dilemmaer at forholde sig til i ovenstående. Men det er slet ikke gjort med det.

For en ting er de tre familiers meget forskellige måde at gribe hele det seksuelle overgreb an på. Men der er også andre velmenende voksne i og omkring familierne, der griber ind med deres syn på, hvordan sådan en sag bør tackles. 

Og hvor det egentlig startede som et skoleanliggende udvikler det sig hurtigt til også at omfatte tennis akademiet, hvor NC og Memphis træner. 

Dobbeltfejl er uroskabende læsning, for man sidder hele tiden med en ubehagelig fornemmelse af, at det her ikke ender godt.

NC, Memphis og Robin er meget lidt tilbøjelige til at tale om hvad der skete. Men deres fædre og mødrene Ulrikke, Anne Sofie og Sarah er desværre også meget lidt tilbøjelige til at lytte.

 Hvad gør man i sådan en situation, hvor ens børn er involveret? Er du selv forælder, vil du helt sikkert kunne nikke genkendende til, at dit barn er det mest dyrebare i verden. Få er så frygtindgydende, som en vred eller såret løvemor. Men jo længere du kommer i bogen, jo mere skifter sympatierne også.

Hvad ved vi egentlig om vores børns liv, mens vi er travlt optaget af vores egne problemer? Forældreskab er kompliceret uanset om du selv er i det eller bare ser til fra sidelinjen. Hvad kan et langvarigt venskab holde til, i en tilspidset konflikt? Og kan det hele løses ved at placere skylden hos de nytilkomne? 

Bogen er fuld af spørgsmål, der ikke er lette at tage stilling til og flere sidehistorier, hvor særligt en af dem, virkelig godt beskriver, hvad der sker når man er i et afhængighedsforhold. Der er ingen mord i Dobbeltfejl, men hold op hvor er det alligevel uhyggelig læsning.

Bogen bærer hele vejen igennem præg af forfatterens grundige research, imponerende at få så svært stof ned på papir. Det er en bog, der virkelig maner til eftertænksomhed uanset om du er forælder eller ej.

Læs den: hvis du vil have indsigt i familiedynamikker. Børn og voksnes (uhyrlige) adfærd overfor hinanden. Og i det hele taget noget at tænke over.

Andre bog anmeldelser: