Cremet italiensk is i sprøde vafler? Så bliver det ikke meget bedre. Men hvor finder man det? For selv i Italien er der forskel på kvalitet. Start med at lede efter et sted hvor italienerne står i kø ud på gaden og står der Gelateria La Romana på facaden så er du på rette sted.
Isene i La Romana er baseret på opskrifter fra 1947, hvor butikken blev grundlagt.
Udover de klassiske smage som f.eks. Stracciatella grand cru, findes der også varianter med f.eks. matcha te.
Ingredienserne spænder fra mørk, lys, hvid og ruby chokolade til nougat, frugt, nødder, kaffe, kiks samt ost.
Og smagskombinationerne er himmelske. Mascarpone med kaffe og mørk chokolade. Blåbær, Sambuco og citron eller en pære-og ingefær-is for bare at nævne nogle.
Regionale og lokale italienske specialiteter er naturligvis også at finde på is-tavlen. Af dem kan nævnes hvid tiramisú og sprød panna cotta samt panettone kagen.
Panettone kagen (en slags sød brødkage) blev opfundet i Verona. Og den findes selvfølgelig også i en is udgave med mascarpone-creme på La Romana i Verona, som var stedet jeg besøgte.
Og så er der alle isene med nødder. Dobbelt saltede pistacienødder, pecannødder med karamel samt mandler med smulder af praline.
Det er med andre ord ikke et problem at finde en smag man kan lide i La Romana, uanset om du er til klassiske eller mere eksotiske smage eller om du foretrækker isen i vaffel eller bæger. Det er mere hvor meget man kan spise.
( Mine personlige favoritter var Amarena med knasende hasselnødder, marengs og mørk chokolade samt pistacie is med saltet pistacie creme).
Der kan være delte meninger om, hvorvidt is skal spises i vaffel eller bæger. Sværger du til førstnævnte har du sikkert prøvet at blive skuffet over den pap-vaffel, der ofte er en del af oplevelsen i udlandet. Men bare rolig, det er der også styr på hos La Romana. Det er ovenikøbet muligt at få lidt flydende chokolade i bunden af vaflen, før den fyldes med den skønne is. Og så kan hele molevitten toppes med flødeskum. Mums.
Af andre is-varianter kan nævnes isbokse, efter eget valg, is-fyldte chokoladeæsker samt islagkager, der kan købes med hjem. Og har du lyst til noget helt anderledes, kan du prøve en brioche-eller is-toast.
Og så er det ellers bare om at gå om bord i en La Romana lækkerbISken. Velbekommen. Advarsel! Der er stor risiko for afhængighed.
Har du fået lyst til at sætte tænderne i La Romanas lækre is, kan du finde deres butikker i de fleste større byer i Italien, f.eks. Rom, Milano, Torino samt Verona. Befinder du dig udenfor Italien, er der også butikker i flere europæiske lande og byer f.eks. Paris, Bukarest, Düsseldorf, Lissabon samt Madrid.
Åbningstiderne spænder fra kl. 11-12.00 til 24.00 og fredag og lørdag indtil 01.00. Med andre ord kan man også få stillet sin is-sult en sen lørdag aften i Verona og det var vi mange, der benyttede os af.