Jul, jul, Julekagebord

Forfatter:Tenna Sysler

december 4, 2024


Stress, jag og manglende julestemning? Er det din December? Så vil det store julekagebord på Admiral hotel i København, få dine skuldre til at falde og julestemningen til at indfinde sig.

Admiral Hotel er i sig selv en oplevelse med sin beliggenhed ved vandet og al den hygge, det gamle pakhus rummer. Så rammerne er sat, og det er indholdet bestemt også ved det overdådige julekagebord på Admiral Hotel.

Vi blev placeret ved et smukt opdækket bord med hvid dug, pyntet med snefnug, gran, nøddeknækker og levende lys. Hvide stofservietter, glas og porcelæns service fuldendte billedet. Og prikken over iét var det store honningkagehjerte, med teksten “god jul”, der lå på vores tallerkner. Så med førstehåndsindtrykket helt i top, var det oplagt at sige ja tak til et glas velkomstbobler.

Herefter fulgte den ene smukke kage efter den anden i tre serveringer. Den første bestod af appetizers. Blandt dem tre slags julesmåkager, lækre fyldte chokolader med det helt rigtige knæk, når man bed i dem, mini Sarah Bernhardt med guldglimmer på toppen samt røde glimmer macarons med kirsebær og vanilje crémeux indhold. Og så fik jeg slet ikke nævnt den skønne Ferrero Rocher-lignende kage. Alt sammen så fint både på smag og udseende.

Og bemærk lige at det “kun” var appetizers.

Hovedretten var navnet på næste servering. Her blev vi mødt af de fineste, buttede snemændskager af hvid chokolade med mørke chokoladedutter på maven og chokoladegrene som arme. Og indeni i kagerne var der mousse med julekrydderier og gele indlæg. 

Det er smagen, der er det vigtigste i en kage, men udseendet! Noget af det flotteste jeg har set. 

Snemændene blev flankeret af grønne juletræsflødeboller med glimmer på. Og en kage i skiftevis gule og grønne lag, var der også plads til på siden. Simpelthen så smukt.

Næsten fyldt til randen nåede vi til tredje servering, desserten. Men hvem kan ikke spise liiidt mere, når der er is? Ovenikøbet en kirsebæris, centralt placeret på toppen af en delikat chokoladetærte. Mums.

Det hele blev udover bobler, skyllet ned med kaffe, te, vand med og uden brus samt lækker gløgg. 

Tilsat en rigtig god service og amerikanske juleklassikere, der strømmede ud af højttalerne, fik vi en gave. En af den slags man virkelig gerne vil have og ønsker sig kunne blive en tilbagevendende tradition. 

Vi forlod Admiral Hotels store julebord med julelys i øjnene og julestemningen helt i top. Tro mig, jule fjendske mr. Scrooge ville ikke have en chance.

Har du fået lyst til at prøve julekagebordet selv, så vær opmærksom på, at det kun er muligt de tre første adventssøndage. Bordbestilling kræves. Det er ikke en billig omgang, men oplevelsen! 

Der findes også en påskeudgave af kagebordet. Tjek hotellets hjemmeside for andre kage-events. 

Andre afternoon te og kager: