Kemi for begyndere

-Af Bonnie Garmus, 430 sider, Hr. Ferdinand/Politikens forlag

Anmeldt af:Tenna Sysler

januar 17, 2024


Elizabeth Zott er kemiker, faktisk en virkelig god en, men hun er også smuk, ugift, gravid og kvinde i en mandsdomineret verden i 1950-60érnes Amerika. Med andre ord er det noget af en giftig kemisk forbindelse hun er oppe mod.

Men vores hovedperson er noget helt for sig og det er der brug for, som forsker i et miljø hvor hendes forskningsresultater nedgøres og stjæles af mindre dygtige mænd, hvor hun ikke bakkes op af andre kvinder, hvor hun udsættes for et seksuelt overgreb og hvor hun fyres før færdiggørelsen af hendes ph-d uddannelse.

Men det er også på samme forskningsinstitut hun møder sin mandlige og højt begavede pendant, kemikeren og enspænderen Calvin Evans. 

Og til dem der mener at kærlighed er ren kemi, så bliver forbindelsen mellem Elizabeth og Calvin til den ægte og reneste af slagsen.

 En kærlighed, der også kommer til at indbefatte en helt særlig hund, ved navn Halv syv og deres datter Madeline. Sidstnævnte kommer noget bag på Elizabeth, der ikke ville have børn, og Calvin, der dør i en tragisk ulykke, uvidende om, at skulle være far.

 Elizabeth nu efterladt, fyret, enlig mor og hundeejer må endnu en gang kæmpe sig igennem tilværelsen. Fast besluttet på at ville fortsætte sin kemiske karriere om det så skal foregå ved eget køkkenbord. Og netop det med køkkenbordet bliver bogstaveligt talt til en karriere, da hun får sit eget madlavningsprogram Vi spiser klokken seks på TV.

Og så udfolder der sig ellers nogle madlavnings seancer af en helt ny slags. For Elizabeth er ikke bare kok, hun er først og fremmest kemiker. 

Og da mad og kendskab til kemi hører sammen, findes der næppe en bedre platform til at undervise særligt den kvindelige del af befolkningen. Således fortæller Elizabeth om formler, der bliver til velsmagende mad. Men også historier, der udfordrer husmødrenes fastlåste rammer, finder vej ud gennem skærmene. Og så afslutter hun hver udsendelse med sætningen: “Dæk bordet, børn. Jeres mor trænger til et øjeblik for sig selv”. Ret underholdende.

Snart er madlavningsprogrammet kendt over hele landet, og langt de fleste elsker det.

 Men for Elizabeth, der er og bliver kemiker, så er det på forskningsinstituttet, hun helst vil være. 

Om det lykkes hende at få oprejsning og vende tilbage, vil jeg ikke røbe.

Omkring Elizabeth Zott findes en del skønne bipersoner. Datteren Madeline, som også er helt sin egen, og hvis madkasse dagligt fyldes med opbyggende sedler fra hendes mor.

Det er også en tilsyneladende uskyldig, udtænkt skoleopgave med et familiestamtræ, der fører til at Madeline finder ud af noget interessant om sin fars fortid. Noget, der måske kan influere på både mor og datters fremtid.

  Halv syv, deres kloge hund, som Elizabeth lærer adskillige ord, og som flere gange får stor indflydelse på deres liv. Ok, det med hunden kan indimellem være lidt langt ude, men det er underholdende.

 Frk. Frask, der går fra at være modarbejdende og misundelig kollega til at blive en medsammensvoren veninde. 

Naboen Harriet, der passer Madeline, mens Elizabeth arbejder, og finder mod til at kigge på sit dårlige ægteskab.

Tv-producer Walter Pine, der bliver Elizabeths tætteste ven.

 Og endelig fader Wakely, med hvem Elizabeth har flere meningsudvekslinger om tro, som også har en overraskende forbindelse til Calvin Evans fortid.

Men centralt i historien står ukuelige Elizabeth Zott. Kvinde. Kemiker. Mor. Smuk. Og det er ret fascinerende at læse om i en periode hvor kvinder ikke havde lov at mene ret meget.

Kemi for begyndere fortæller på en genial måde om en kvinde, der var forud for sin tid, om kønsroller, der stod for fald og gryende kvindeoprør. Bogen er underholdende og til tider sjov. Men det, der gør den original, er måden den er fortalt på.

Bonus-info: kan du lide bogen, kan du glæde dig over at den er blevet filmatiseret.

Læs den: for dig der ikke tror kemi kan være morsomt og for at få indsigt i kvindeliv anno 1950-60erne.

Andre bog anmeldelser: