Le  Plongeoir – opsigtsvækkende placeret restaurant

Forfatter:Tenna Sysler

november 27, 2024


Et par løsrevne klipper i Middelhavet. En fiskerbåd på toppen og siden tre udspringsvipper. Det er historien bag restaurant Le Plongeoir i Nice, der siden 2015 har ligget på toppen af de klipper, hvor fiskerbåden lå en gang.

Nice er charmerende og fyldt med storladne udsigter over by, land og vand. Det er blandt dem, du finder den lille, iøjnefaldende placerede restaurant Le Plongeoir. På afstand er den ikke synlig og den findes kun,  hvis du ved hvor du skal lede. Men nævner du Le Plongeoir for  indbyggerne i Nice ved de præcis hvad du taler om.

Du kan komme til restauranten i bil eller til fods. Når du ankommer, er det første, der møder dig, en væg med velkomsthilsener på flere sprog. 

Selve restauranten, der mere er en klippetop end en rooftop,  består af tre dele. To dele, der er placeret på hvert sit klippe-niveau og baren Le Vivier. Giv dig tid til at beundre det hele. Det er unikt. 

De to restaurant dele er kun adskilt af en gangbro. Heraf ender den ene i en skulpturel udspringsvippe, med tre vipper, direkte i havet. (Vippen refererer til den oprindelige udspringsvippe. Den er også blevet restaurantens logo).

 Allernederst er baren, hvor du nærmest sidder med fødderne i vandet, mens du lytter til bølgeslagene. Det er spektakulært, hyggeligt og hipt. 

Det hele med udsigt til Middelhavet og horisonten i det fjerne. Her kan man hurtigt fortabe sig i fyrtårnet, der troner på molen. Svømmere, paddleboardere og små sejlbåde mellem hinanden på baggrund af en blå solskins- eller en orangefarvet solnedgangs himmel. Det er SÅ smukt.

Selve restaurantens interiør bærer præg af, at den befinder sig ved havet. Lakeret træ udgør materialet i borde og stole. To-personers-eller større langborde er placeret side om side. Nogle af dem ved rækværket med første parket til vandet. 

Det siger næsten sig selv, at der ikke er meget plads, men den er godt udnyttet og hyggen er bevaret.

Baren er lidt mere crowded, men igen hyggelig og med plads til en dj.

Menukortet er inspireret af Middelhavet. Fisk, (her kan guldbrasen virkelig anbefales), men der er også kylling, bøf og pastaretter. 

Og glem ikke forretterne, blandt dem de friterede zuccini blomster, mums. Har du appetit på mere, kan måltidet afsluttes med en lækker dessert. 

Til maden hører selvfølgelig et bredt udvalg af franske vine. Og som prikken over iét på måltidet serveres det hele på tallerkener med restaurantens logo og udspringere. Det er så gennemført.

I baren findes et bredt udvalg af vin, drinks og snacks.

Fælles for hele restaurantoplevelsen er også en utrolig god, smilende og venlig service. 

Når man forlader Le Plongeoir er det med en fantastisk fornemmelse og med en trang til at komme igen. Men også med en lyst til at holde dette opsigtsvækkende sted lidt hemmeligt, schyyy.

Har du fået lyst til at besøge Le Plongeoir skal du vide, at det kræver bordbestilling i meget god tid (flere måneder). Men fortvivl ikke, hvis det ikke lykkes. For baren kan altid besøges uden at bestille bord og en drink her er bestemt også værd at tage med.

Det er ikke billigt, men for den oplevelse kan jeg sagtens "nøjes" med at spise baguettes dagen derpå.

Jeg vil klart anbefale dig gåturen til Le Plongeoir minimum den ene og gerne begge veje. Det er en gåtur på 3-4 km, der byder på nogle af de smukkeste udsigter til den franske riviera, sol eller solnedgang samt bjerget Colline du Château. 

På vejen vil du også passere Nice´ lystbådehavn med  de ekstravagante yachter, (den dyreste vi så kostede ½ milliard danske kroner), og hashtag skiltet “I love Nice”. Og skynd dig langsomt, der er så meget smukt at opleve.

Le Plongeoir kan besøges til frokost eller aften. Begge dele kan anbefales, men restaurantens unikke placering ses bedst i dagslys.

Amusez-vous - God fornøjelse.

 

Andre rooftops: