Maleriets hemmelighed

-Af Diane Chamberlain, 456 sider, forlaget Cicero

Anmeldt af:Tenna Sysler

marts 19, 2025


Et gammelt vægmaleri. En restaurering, der afslører chokerende motiver. To kvinder, hende der malede det og hende, der restaurerer det. Kan en gammel hemmelighed afsløres og en forsvunden kunstner findes knap 80 år senere?

Morgan Christopher, tidligere kunststuderende og aktuelt uskyldig fængslet, hyres til at restaurere et gammelt vægmaleri i byen Edenton. Der er bare èn hage ved projektet, det skal udføres på to måneder og hun har ingen erfaring med konservering. Men da det er hendes eneste mulighed for at komme ud af fængslet, er det let at sige ja. Langt sværere er det, hvordan hun skal gribe maleriet an.

Anna Dale, der er kunstner, vinder i 1940 en stor anonym malekonkurrence om et vægmaleri på postkontoret i byen Edenton. Efter sin maniodepressive mors selvmord og næsten uden familie, mangler hun desperat et arbejde. Så at bosætte sig midlertidigt i byen, mens hun maler, falder ikke Anna svært. Langt sværere er modstanden fra indbyggerne og den lokale vragede kunstner Martin Drapple. 

Og der er langt fra Annas hjemby nær New Jersey til sydstatsbyen Edenton, hvor der stadig ses skævt til sorte og kvinder, der ifører sig bukser.

To meget spændende historier, med årtier i mellem, udfolder sig herfra. Alene de skiftende tidsspor gør, at man hele tiden lige må læse et kapitel til. Og som bogen skrider frem bliver flere hemmeligheder ud over maleriets afsløret. 

Hvorfor vælger en excentrisk, nu afdød maler-og kunstsamler Jesse Jameson Williams i sit testamente, at indsætte uerfarne Morgan til restaurering af sit maleri? Det er der selvfølgelig en god forklaring på, og mens man gætter på det, følger vi restaureringen.

 Lad mig sige det som det er,  jeg er ikke specielt kunstinteresseret. Men forfatteren skriver så levende, at jeg næsten glemte at trække vejret og blev dybt optaget af, hvilken teknik, der blev  brugt til at rense maleriet. Samtidig åbenbarer der sig et maleri, der var tænkt som et uskyldigt historisk bybillede, men med tilføjede uhyggelige, bloddryppende detaljer. 

Det er fantastisk beskrevet, så godt at jeg ønskede at se det i virkeligheden. Så kan en skønlitterær bog virkelig noget!

Hvorfor har Jesse Jameson Williams gemt maleriet i så mange år? Kendte han Anna Dale, og hvad skete der med hende? Det er der en anden god forklaring på. Og mens man gætter på den, følger vi tilblivelsen af Annas maleri. De venskaber hun får og det voldsomme overgreb hun udsættes for. Er sindssyge arveligt? 

Klarer Anna den og hvad med Morgan? Og er der en forbindelse mellem dem? Man håber og stryger gennem bogen, mens man til sidst sidder med forklaringen på det hele, ualmindeligt godt underholdt, med et mesterværk af et maleri og en bog.

Det er første gang jeg læser noget af denne forfatter, men bestemt ikke sidste. En anden af hendes bøger er allerede købt, og jeg kan næsten ikke vente med at læse den.

Læs den: og få historien om et maleri, der ikke er et skønmaleri, men hvis hemmelighed forbinder to kvinder gennem tid og sted.

Andre bog anmeldelser: