Nimb – eksklusivt og gennemført

Forfatter:Tenna Sysler

november 19, 2022


På Nimb bar, Bernstorffsgade 5, 1577 kbh. V. serveres den mest eksklusive afternoon tea jeg har prøvet.

Oplevelsen begynder allerede i døren indtil den smukke sal, hvor du modtages af et meget servicemindet personale. Og sikke en sal du kommer til. Lysekroner i loftet. Stole, borde og bløde sofaer arrangeret i små grupper. Fine blomster opsatser. Og for enden af rummet en stor pejs med åben ild.

Det er omkring pejsen at afternoon teen er arrangeret.
Med andre ord, der er på alle måder højt til loftet i den smukke sal og så er vi slet ikke nået til mad og drikke endnu. 

Fantastiske rammer på Nimb

Nimbs gode service skal lige endnu en gang fremhæves, inden jeg fortsætter. Sjældent har jeg oplevet et personale være så diskrete og optagede af, at gæsten skal føle sig godt tilpas. 

Jeg bemærkede et par damer, der sad ved et bord i nærheden af os. Den ene havde fået en buket blomster, som hun ville lægge fra sig på gulvet. Men det nåede hun nærmest ikke, før en betænksom tjener havde anbragt buketten i en vase.

Alt det skete vel at mærke uden, at damen selv havde gjort opmærksom på det.
Jeg er, som tidligere skrevet, ikke begejstret for champagne. Men til den udsøgte afternoon tea synes jeg egentlig det hørte sig til. Jeg kunne bare ikke finde noget andet, jeg helt havde lyst til i menukortet.

Jeg havde derfor indstillet mig på, at så måtte det være uden champagne. Men personalet ville det anderledes. Inden jeg fik set mig om, stod barchefen ved vores bord og sammen lykkedes det at finde frem til en champagne cocktail, der var lige efter min smag.

Selve arrangementet består af to serveringer. Første servering er fra det salte køkken. Her blev vi budt på delikate sandwiches med bla. laks, cruditèer med rejer samt små mundrette hapsere serveret på ske. 

Anden servering er fra det søde køkken. Her fik vi scones med bla. lemoncurd, en macaron med saltkaramel chokolade, smukt udseende kager med flotte snit samt en skøn flødebolle. Alt serveret på en fin etagerè og spist på smukt royal Copenhagen porcelæn. Til maden serveres to forskellige slags teer- selvfølgelig afstemt efter det salte og søde.

Det hele indtages foran den optændte pejs. Ren nydelse.
Afternoon tea menuen skiftes to gange årligt. Op til jul er der en helt ekstraordinær menu.

Det her er afternoon tea på højeste niveau og prisen er også derefter. Men til gengæld får du her en totaloplevelse, som du kan glædes ved i så lang tid, at andre afternoon teer i den sæson er overflødige. Bordbestilling anbefales.

Andre afternoon te og kager: