Rooftop med udsigt af dimensioner

Forfatter:Tenna Sysler

juni 2, 2024


En gammel silo bygning med en rooftop, kan det noget? Ja, i hvert fald hvis den ligger på 18. sal i Nordhavn. Kom med til en tagterrasse, der byder på udsigt til vand, industri og arkitektur så langt øjet rækker.

Det er ikke længe siden at Nordhavn var Københavns svar på et ucharmerende, kedeligt sted med grå bygninger. Heldigvis har meget ændret sig og det nyder restaurant SILOs rooftop på 18.sal rigtig godt af.

Vejen til rooftoppen går med elevator til restauranten på 17.etage og derfra via indvendig vindeltrappe op til tagterrassen. Selve rooftoppen består af en indvendig og en udvendig del. Den indvendige, overdækkede del er den, du først mødes af, når du når toppen. Her findes en bar med borde og stole.

 Den udvendige del findes til begge sider gennem store glasskydedøre. Og skynd dig bare derud. Vend bogstavelig talt ryggen til den neutrale indvendige del, for udenfor er der så meget mere at byde på.

Her kan du sidde i små hyggelige to-personers sofaer eller du kan tage plads ved runde højborde med tilsvarende barstole. Og mellem møblerne står træer i store krukker. Den udvendige rooftop er ikke særlig bred, men til gengæld er den lang. Det er faktisk muligt at gemme sig lidt og tale privat i den fjerneste ende.

 Ligeså gør størrelsen den hyggelig og intim og velegnet til mindre grupper. Drinks, øl eller vin kan nydes her, mens man ser den smukkeste solnedgang. Men inden da……udsigten.

Udsigten er intet mindre end fantastisk. Øresund til begge sider med havvindmøllerne og broen i det fjerne. Et væld af forskellige bygninger. Nogle til beboelse og andre til erhverv/industri og alle af forskelligt udseende.

Af bygninger kan nævnes FN-bygningen, der er formet som en stjerne med otte fingre, Portland Towers, Copenhill samt konditaget Lüders. Sidstnævnte er placeret på taget af et p-hus og her kan børn og voksne træne og lege. Genialt.  Allerlængst væk ses Operaen, Papirøen og Christiansborg. 

Byggekraner og massevis af containere er også en del af udsigten. Og selvom det måske lyder kedeligt, er det det langtfra, fordi de er malet i mange forskellige farver.

Langs Langeliniekajen ses også de store krydstogtskibe og med jævne mellemrum sejler også havnebussen forbi. 

Jeg kunne blive ved, det er storslået. Sjældent har jeg været på en rooftop, der i den grad bliver båret af udsigten. Man bliver ikke træt af synet, det svære her er at løsrive sig. Men når du når dertil, så begiv dig en etage ned til restaurant SILO for udsigten og maden her fejler bestemt heller ikke noget.

Hvis du vil se ovenstående med egne øjne, så er her et par tips. Rooftoppen er åben for alle. Bordbestilling er ikke nødvendig. Den bedste oplevelse får du på en solskinsdag. For at undgå at gå forgæves, kan det anbefales at forhøre sig om den er åben, da den kan være lukket p.gr.a. vejr og specielle events.

Andre rooftops: