Rundetårn-solnedgang og loungestemning

Tenna Sysler

august 13, 2023


Der er mange skønne steder at betragte København ovenfra. Men kun få steder er så ikoniske at gøre det som fra Rundetårn.

Tårnet, der befinder sig midt på Købmagergade i København, er ca. 40 meter højt og blev bygget i 1642.

 Og der er tænkt over detaljerne. Udvendigt øverst oppe på tårnet er der en rebus i guld med sværd, hjerte og kongekrone. Indvendigt er der en sneglegang, der ender på toppen med en platform, kiosk og et kuppelformet observatorium. Og bygherren? Christian d. 4 selvfølgelig.

Det oser af historie når man bevæger sig opad i Rundetårns sneglegang. Selve sneglegangen er så enkel og smuk. Herfra er der kig ind i Trinitatis kirken, som Rundetårn er bygget sammen med. Du passerer også kyssebænken, hvor man kan tage et pitstop og hele vejen op er der udsigt over København gennem de buede vinduer. En udsigt, der bare bliver smukkere og smukkere, jo højere du kommer op.

Men det hele kulminerer på toppen. For når du træder ud på platformen øverst oppe, har du frit 360 graders udsyn over København. Wauv! Her kan du for alvor fortabe dig i irrede kobbertage og tårne. Find masser af detaljer på huse og bygninger. Der er endda kig til vindmøller, Øresund og bro. Det er mageløst i sig selv. Og kan du ikke få nok, kan du smutte ind i observatoriet og studere planeterne gennem teleskopet. 

Normalt er Rundetårn og topkiosken på platformen kun åbent i dagtiden, men i år er der  aftenåbent på udvalgte dage til drinks og solnedgang. En event, som jeg håber er kommet for at blive.

 For det kan varmt anbefales selv på en skyet sommeraften, og selvom siddepladserne er knap så bløde som i en traditionel lounge, så er der alligevel en helt særlig stemning. Og så er der også charmen ved at være turist i egen by.

Så bevæbnet med et par glas vin, udsigt og solnedgang over byen fik vi en oplevelse, som næsten ikke var til at løsrive sig fra.

Der er entre til Rundetårn, men det er ikke dyrt. Rundetårn er ikke egnet for gangbesværede.

Vil du vide mere om tårnet, events og interessante historier? F.eks. historien om den 12-årige August, der i 1880 faldt 25 meter ned gennem Rundetårns inderste kerne, overlevede, og resten af sit liv blev kaldt August Rundetårn. Så find mere på www.rundetaarn.dk.


Andre seværdigheder: