Sidste afgang

Af Julie Clark, 293 sider, Svane & Bilgrav

Anmeldt af:Tenna Sysler

november 19, 2023


To kvinder på flugt fra hver deres farefulde liv. Et tilfældigt møde i en lufthavn. To billetter, der skifter hænder. Er det det, der skal til for at starte et nyt liv?

Claire og Eva lever helt forskellige liv. Alligevel har de mere tilfælles end man tror.

For selv om Claire lever et overklasse- og Eva et lyssky, kriminelt liv, er de begge alene, venneløse og fastlåst i et forhold med en meget dominerende mand.

Claire lever i et gyldent bur som hustru til en mand, der stammer fra en kendt, indflydelsesrig og politisk ambitiøs familie. Udadtil har hun det hele og bruger sin tid på familiens velgørenhedsfond. Indadtil er hun totalt styret af sin voldelige mand, der systematisk har isoleret hende fra alt og alle.

Eva er opvokset på et børnehjem. Ved hjælp af et stipendium læste hun en gang kemi på universitetet, men naivitet og et fejltrin gjorde at hun blev smidt ud.

 I stedet har hun i en stor del af sit voksenliv levet af at fremstille euforiserende stoffer til studerende. Tæt overvåget af drug dealeren Dex, der ikke skyr nogen midler for at fastholde Eva i jobbet. Men det er ikke den eneste mand, der presser Eva. For da politiet kommer på sporet af Dex, skal de bruge Evas hjælp.

Det er med andre ord ikke svært at forstå hvorfor Claire og Eva stærkt ønsker sig at slippe væk fra deres nuværende tilværelse. Og trods svære odds ser det måske alligevel ud til at lykkes for dem begge, da de tilfældigt mødes i lufthavnen og beslutter at bytte billetter?

Planen er, at de, efter indtjekning,  hver især skal tage det fly, den anden skulle have været med, lande og forsvinde i de nye omgivelser. En plan så enkel, at intet kan gå galt. Det skulle da lige være at flyet styrtede ned. 

Det var Claires fly, der styrtede, men om Eva overhovedet endte med at være om bord, afsløres først på bogens allersidste side.

Sidste afgang er sindssyg spændende fra første til sidste side bogstavelig talt. I kapitler, der veksler mellem Claire og Eva, følger vi i tilbageblik deres liv i fortiden og hvorfor deres desperation for et nyt liv er så stort. Og med tilbageblikket får man også en vis sympati for Eva.

Sideløbende med fortiden følger vi også Claire i nutiden efter flystyrtet. Hun gemmer sig i Evas hus, mens hun overvejer, hvad hun skal. Her finder hun ud af mere om Eva. Og pludselig er Claire ikke bare på flugt fra sin egen, men også ved at blive indhentet af Eva's fortid. 

Nervepirrende. Og mens det udfolder sig, sidder man hele tiden med et nagende spørgsmål i baghovedet. Hvad skete der med Eva? Var hun med flyet? Og hvis ikke, hvor er hun så?

Bogen berører også det at få et nyt liv. For selvom det er eneste udvej, så er et liv, hvor man konstant skal se sig over skulderen, måske heller ikke den rene lykke?

Om det er lykken for Claire og hvad der sker med Eva, skal ikke afsløres her. Men en ting er sikkert: hold op hvor plot og spænding holder hele vejen igennem.

Læs den: hvis du er til en virkelig spændende pageturner om to seje kvinder, der handler trods svære vilkår.

 

Andre bog anmeldelser: