Stor, større størst rooftop med rapper

Forfatter:Tenna Sysler

maj 12, 2024


En rooftop med kæmpe lounge, scene, flere barer, frit udsyn til himmel, hav, bjerge og en vulkan. The 16th. på Hard Rock Hotel, Tenerife er stedet hvis det handler om størrelse.

If you got it, show it. Og det gør de på Hard Rock Hotel hvor alene adgangen til rooftoppen på 16. etage, (deraf navnet), beskrives som the stairway to heaven.

Det kunne selvfølgelig blive ret bogstaveligt for nogle, hvis man tager trappen, vi valgte elevatoren. Men tæt på himlen er man under alle omstændigheder, når man når The 16th.

Selve tagterrassen er delt op i to lige store dele, et event-og et lounge område. 

I loungeområdet findes en stor bar og en mindre scene-mere om den senere. Derudover er der adskillige siddeområder. Højborde og barstole. Lave sofaer med tilhørende borde.

Og midtfor er der et sofaområde, der centrerer sig om et ildbord. Det hele flankeres af lamper og grønne palmer. Og trods mange møbler, er der stadig masser af gulvplads. Der er på ingen måde crowded, hvilket siger noget om stedets størrelse.

Hvor du vælger at sætte dig, afhænger af hvilken udsigt du ønsker. Og lige præcis udsigten er til at måbe over. Bag rooftoppen ligger bjergene, hvor små hvide huse titter frem og allerbagerst ses vulkanen Teide.

 Vender du dig mod vandet, får du frit udsyn over Atlanterhavet så langt øjet rækker. Er vejret klart, kan man ovenikøbet se øerne La Gomerra og La Palma i det fjerne. Og det hele omsluttes af himlen. Det er stort, kæmpestort. 

Det er ikke underligt at det virker tiltrækkende at indtage en sundowner her, mens solen går ned. Og når vi er ved det, har The 16th. selvfølgelig et omfattende drinkskort, der udover cocktails byder på mere end 10 slags bobler. Skål.  

Da vi havde set solen gå ned, (desværre ikke fra en skyfri himmel), sad jeg tilbage med fornemmelsen af, at stort ikke altid er nok. Den er overdrevet, men mangler lidt personlighed. Det ændrede sig heldigvis, da mørket faldt på, lyset blev tændt i lamperne og der blev fyret op i ildbordet og ikke mindst på scenen. 

Aldrig før har jeg været på en rooftop med en rapper. Men hold nu op hvor var det fedt, da han fyrede den af og folk sang med. 

The 16th. har størrelsen, men det er musikken og udsigten, der gør den bemærkelsesværdig.

Har du fået lyst til at besøge rooftoppen på Hard Rock Hotel, Tenerife er her lidt ekstra information. Hotellet ligger i den lille rolige by Playa Paraiso. Transport dertil er nemmest med bil. Det er ikke en oplagt by at tage til, med mindre man vil besøge The 16th. eller bo på Hard Rock eller et af byens andre hoteller. 

Det bedste tidspunkt at besøge The16th. på er inden- og så blive (længe) efter solnedgang. Sand fra Sahara kan i perioder gøre solnedgangen sløret.

Der er fri adgang til rooftoppen uanset om du bor på hotellet eller ej.

Andre rooftops: